Mindesmærket på Frederikskirkens kirkegård. Det blev anbragt der i 1959 til 200 -året for kartoffeltyskernes ankomst til Alheden.
“POTATO TYSKERE” I ALHEDEN
I alt ankom 965 tyske bønder til Jylland fra 1759-65. De blev inviteret af den danske konge til at dyrke den jyske hede. Mens mange hurtigt forlod Danmark igen, bosatte 59 familier sig på Alheden i Jylland, hvor de blandt andet blev kendt for at dyrke og sælge kartofler – en afgrøde, der var velegnet til sandjorden.
Allerede i 1723 havde den danske kong Frederik den 4. lovet danske landmænd forskellige friheder i et forsøg på at tilskynde dem til at dyrke heden i Jylland – men uden held. Efter endnu et mislykket forsøg i 1751 blev det besluttet, at de tyske bosættere skulle inviteres. I foråret 1759 meddelte den danske regerings agent i Frankfurt am Main, Johann Friedrich Moritz, derfor blandt andet i pressen, at Hans Kongelige Majestæt i Danmark ville give særlige rettigheder til tyske landmænd, der var villige til at dyrke de øde områder i Jylland.
DE SÆRLIGE RETTIGHEDER
Kongen lovede nybyggerne et kopibrev, der gav dem besiddelse af det udpegede land uden kirke for alle tiende. Desuden ville de i en periode på 20 år være fritaget for kongelige skatter, for transport til kongen og for indkvartering, forpligtelser, der var helt normale for kongens bønder. Endelig blev nybyggerne lovet et kopibrev til deres efterkommere og en mulighed for at forlænge undtagelserne ud over de lovede 20 år.
I praksis modtog de tyske immigranter også godtgørelse af rejseudgifter, lod bygge gårde til dem og modtog tilskud i form af kløver, frø og læggekartofler osv. Det var blandt andet dyrkning og salg af kartofler, der førte til at de fik tilnavnet “kartoffeltyskere”.
DE FØRSTE SETTLERS
De første tyske bosættere immigrerede allerede i 1759. De var 9 gifte mænd i alderen 23-34 år med koner og nogle også med børn. Da de gårde, der blev lovet dem endnu ikke var bygget, blev de indkvarteret i Viborg og Fredericia. I maj 1760 ankom yderligere 420 nybyggere, og det blev besluttet at bygge jordhytter til dem på heden for at få dyrkningen i gang.
I 1762 havde kongen i alt bygget ca. 100 gårde i Alheden. I begyndelsen husede hver gård to familier. Gårdens bygninger omfattede et stuehus og en stald. I overensstemmelse med nybyggernes ønsker blev de bygget i landsbyer med stjerneformede marker. Men allerede i 1788 begyndte de at flytte gårdene ud i mindre bebyggelser.
De to største landsbyer, hver med 30 gårde, fik navnene Frederikshede (“Frederiks Hede”) og Frederikshøj (“Frederiksbakke”) til ære for kong Frederik 5. En lille koloni på 15 huse fik navnet Frederick Marsh og de resterende to kolonier, med henholdsvis 9 og 10 gårde, blev kaldt Julianehede (“Juliane Heath”) og Christianshede (“Christians hede”) efter henholdsvis dronning Juliane og kronprins Christian. Landsbyerne ændrede senere deres navne til f.eks. Havredal (“Oatdale”) og Grønhøj (“Green Hill”), der stadig eksisterer i dag.
UKOMPETENTE BØNDER
Da udgifterne til nybyggerne var betydelige, blev familierne i 1763 vurderet om de var “inkompetente” eller “rimeligt godt håb.” 1/3 af nybyggerne – eller 112 familier – blev udpeget som inkompetente, men da der var så mange, blev der foretaget en ny vurdering, og i sommeren 1763 blev 68 familier bedt om at forlade. Kompetencevurderingen kombineret med rygter om, at støtte til bosætterne ville ophøre og sygdom i kvægbesætninger betød, at i alt 150 familier valgte at rejse fra Danmark – til blandt andet Rusland. Der var dengang kun 59 familier tilbage på heden.